- KAMPUS.DK
- Vi ønskede at skabe et hus eller rettere et fællesskab i Gribskov Kommune, hvor vi vil have fokus på kampsport, personlig udvikling, gode sociale kompetencer og ikke mindst et fristed for lokalsamfundet i Gribskov Kommune, med vægten lagt på sundhedsfremmende og forebyggende tilbud, der er med til at understøtte og udvikle idrætskulturen.
Vi vil sikre gode forhold og vilkår for eliteudøvere, så den enkelte har mulighed for at udfolde sit potentiale. Samtidig med det, vil vi skabe gode rammer og forhold for bredden som grundlag for klubbernes eksistens. I klubberne er venskab og sammenhold nogle af de bærende værdier, og vi vil gøre kampsport mere synlig og anerkendt for kvalitet i aktivitets- og træningstilbud.
På tværs af klubberne i KAMPUS.DK, vil vi skabe synergi i forskellige træningssammenhæng, med vægten lagt på den almene motion og på den måde sætte sundhed på dagsordnen.
Ved at samle fire kampsportsgrene i et hus, hvor alle klubber har mange års erfaring i arbejdet med børn og unge i alle aldre, får medlemmer en bred vifte af træningsmuligheder og mulighed for personlig udvikling. KAMPUS.DK råder endvidere over kompetencer inden for kostvejledning, coaching, ledelse og socialpædagogik samt konflikthåndtering.
Vi vil med mulighed for lektiecafe, med tilknyttede mentorer, skabe nogle gode rammer for de unge og deres forældre således, at KAMPUS.DK danner en unik ramme for social ansvarlighed i Gribskov Kommune. Vi mener at der er et oplagt potentiale til et godt samarbejde mellem KAMPUS.DK, Kommune, skoler og samfund.
KAMPUS.DK drives på frivillig basis. Alle trænere og instruktører er ulønnede. Kontingent skal udelukkende drive kampsportscentret og komme medlemmerne til gode. Lokale sponsoraftaler skal sikre et godt samarbejde mellem KAMPUS.DK og erhvervslivet i Gribskov Kommune.